Okay, så bloggen er endnu engang blevet forsømt.
Det er jo ikke fodi jeg qikke har tiden til at skrive, for det har jeg, det er nok mere det, at jeg har en følelse af at der ikke er noget at skrive om. Men nu har jeg sat mig og er igang, så ser vi hvad der kommer ud af det.
Jeg har pt 5 faste læsere, I ved hvem i er, udover det er jeg faktisk ikke sikker på hvir mange der egentlig følger med i dette lille virtuelle eventyr, hvis jeg kan strække det så langt.
Men jeg kan da gå så langt til at gengive hvad jeg ofte snakker med mine "faste læsere" om. jeg har det godt, rigtig godt faktisk. Jeg har søde veninder, jeg er super glad for mit arbejde, jeg tjener penge nok til både det vigtige og det ikke så vigtige. Jeg kan sove længe hver eneste morgen, og jeg spiser gratis stort set hver eneste aften. Der er virkelig ikke noget at klage over, og det er dejligt.
Jeg må indrømme at selvom familien Armstrong er blandt det bedste der nogensinde er sket for mig, så var det altså også dårlige dage, og dage, hvor det bare ikke virkede som om det var det værd. De dage har jeg ikke længere. Jo, jo, jeg har kun haft denne nye livsstil i en månedstid, men min erfaring er da, at den første tid er den sværeste.
Jeg er rigtig tilfreds med min tilværelse for tiden, og det er egentlig ikke fordi der sker så meget. Hverdagene går bare, jeg står op, lader dagen gå sin gang, går på arbejde, kommer hjem, går i seng. Sådan ser det ud mandag til fredag, selvfølgelig er det inkl. en kop kaffe og en gåtur med veninder nu og da. Mine weekender er sådan set også bare gået med det samme. Sovet længe(re), stået op, mødtes med pigerne osv osv.
For at undgå at lyde som et hak i en cd vil jeg lade være med at gentage mig selv, men nu ved i hvad min tid er gået med. Og selvom det måske ikke er det mest interessante jeg har foretaget mig, så nyder jeg det. Jeg nyder at snue under dynen til langt op af formiddagen, jeg nyder at gå på arbejde og være sammen med Eden. Jeg nyder at gå ud og danse med mine veninder, jeg nyder endda når der engang i mellem er lidt ekstra arbejde til mig i butikken.
Det er dejligt hvordan livet lige pludselig falder på plads foran en.
At jeg så skal til at overveje uddannelse osv er jo noget helt andet, og lægger lidt en dæmper på alt den lalleglade lykke jeg lever i for tiden. Jeg ved godt der er længe til februar og meget kan nå at ændre sig, men at rejse hjem, for good, virker mere hjerteskærende nu, end det nogensinde har gjort.
